En vigtig genre i kunsthistorien, hvor kunstnere studerer sig selv i spejlet og gengivet, hvad de ser
Selvportræt
Udover den nøgterne registrering af det sete, handler det også om iscenesættelse
Baggrunden, beklædningen og lyssætningen er også vigtige elementer
I de bedste selvportrætter ser vi både interessante æstetiske billedvirkninger, men også indirekte portrætter af en samtid
I selvportrættet kan kunstneren bryde de kunstneriske og sociale konventioner
Kunstneren kan uhæmmet analysere sit spejlbillede og måske blive klogere på sig selv
Kunstneren har muligheden for at lave rollespil og selviscenesættelse og måske sende hilsener til sine kunstneriske forbilleder
Selvportræt
Demonstration af egne evner overfor eventuelle kunder (Albrecht Dürer)
Større psykologisk indsigt og leg med selviscenesættelse i form af udklædninger og rollespil (Rembrandt)
Kunstnerisk udforskning og selvransagelse (Vincent van Gogh)
Symbolsk placering mellem seng og ur som én der venter på livets afslutning (Edvard Munch)
Dybtgående udpenslinger af mentale, fysiologiske og sociale tilstand (Frida Kahlo)
Oversættelse af fotografiets registrering til et stort lærred (Chuck Close)
Blokering for traditionel aflæsning af ansigtet for at overveje autenticiteten i portrættet (Gillian Wearing)
Næsten 100 år senere har den spanske maler Francisco Goya malet sig selv ved arbejdet i atelieret
Eduard Manets portræt af forfatteren Emile Zola befinder sig i det private rum
Manets portræt af Emile Zola
Mange små billeder og ting i rummet omkring personen skaber en blanding af portræt og stilleben
Tematiserer mødet mellem ord og billede - her personificeret ved forfatteren Zola og maleren Manet
Alle billedets elementer er skildret som flader eller som en stor farvevifte, så det er både et fint portrætmaleri og et maleri med mange henvisninger til samtidens kunst- og kulturliv