Billedanalyse

• Komposition


  Måden billedelementerne er organiseret i fladen på. Dvs. måden farver, former og linier er struktureret på lærredet
• Struktureringen sker ikke tilfældigt men er styret af bestemte overordnede ideer, som i sidste ende, på den bedste måde, formidler billedets indholdsmæssige fokus og idé og som tilfredsstiller et evt. behov for klarhed, balance og overblik
• Struktureringen kan ligge mere eller mindre skjult, men fungerer som ledetråd for øjets vandring rundt i billedfladen i dets forsøg på en afkodning
• Den gyldne snit

  Også kaldet "Den guddommelige Proportion". Spiller en overordentlig vigtig rolle i kunsthistorien. Kunstnere, arkitekter og filosoffer har interesseret sig for denne proportion helt fra antikken og op til i dag
• Cirklen


  Bruges tit til at understrege guddommelighed, evighed eller rytme. Især cirkelbuen kan give harmoniske rytmer i billedlæsningen
• Ligebenede eller ligesidede trekanter

  Signalerer harmoni og ikke mindst guddommelighed. Fx bruges de til fremstillinger af den hellige treenighed eller guddommelige helgener/personer
• Diagonalkompositionen


  En ret linie, der er trukket ud af balance, hvilket gør den langt mere dynamisk end den lodrette, eller vandrette, akse. Den kan signalere bevægelse og dramatik, og virke dybdeskabende
• Ovalen


  Egentlig blot en cirkel, der er trukket i for at øge dynamikken og bevægelsen. Stilles ovalen oven i købet diagonalt i billedfladen, forstærker den typisk udtrykket af dramatik og bevægelse
• Hyperblen

  Kombinerer diagonalens bevægelse med cirklens rytme. Når den følger læseretningen og oven i købet er faldende, har den et udpræget glidende rytmisk tidsforløb i sig
• Hierakisk komposition


  Har centre der tiltrækker opmærksomheden. Kan udtrykke at noget i billedet er vigtigere end noget andet. Geometriske figurer som cirkler, firkanter og trekanter er ofte i hierakiske kompositioner
• Additativ komposition


  Toner frem i 1900-tallet. Særlig Andy Warhol bruger det. Der er en gitterstruktur. Centrerne/punkterne har samme vægt
• Man kan imidlertid nemt forestille sig en kunstner, der helt bevidst ønsker at beskrive et kaotisk eller uoverskueligt billedunivers, hvor netop ustabiliteten bliver det bærende kompositionsprincip
• Statisk balance


  Hvilende i nulpunkt, ikke retningsbestemt, "evig", afbalanceret, rolig, harmonisk, i relativ stram orden, stabil, passiv
• Dynamisk balance


  Forrykket fra nulpunkt, retningsbestemt, tidsbestemt, dramatisk, ekspressiv, i forandring (ustabil), overgangsbetonende, aktiv
• Overlapning


  Skaber ringe dybde, fladhed. Bruges typisk i kunst, der ikke nærer ambitioner om at skabe illusion om 3-dimensionalitet og realistisk rumdannelse
• I sådan fladebetonende kunst bruges den ubrudte konturlinie til at binde objektet i fladen, ligesom der er minimal eller slet ingen lys/skygge-lægning
• Repoussoir


  Et element i forgrunden, som giver en stærkere afstandsfornemmelse og dermed også billeddybde
• Skravering i lys og skygge


  Skaber volumen, plasticitet og dybde. Lysretningen kan bestemmes og slagskygge binder genstanden til underlaget
• Farveperspektiv


  Kolde farver (fx. gråblå) opleves som længere væk fra beskueren end varme (fx.rød-orange), der trænger frem i billedrummet
• Linearperspektivet


  Størrelsesforskelle på objekter i et billede, der er opbygget efter linearperspektivet, forbindes med hinanden ved hjælp af indadførende linier - orthogonaler - der mødes i et forsvindingspunkt på horisontlinien
• Centralperspektivet


  Forsvindingspunktet ligger i billedets midtakse, og det centralperspektiviske billedrum præges i høj grad af ro, balance, harmoni, symmetri og statik
• Fugleperspektiv


  Giver beskueren en følelse af overblik - man behersker så at sige situationen og motivet
• Frøperspektiv

  Gør, at man mister overblikket, og overvældes af det sete, som kan forekommer monumentalt - hvis ikke truende. Man befinder sig i en ydmyg beskuerrolle
• Symbolsk lys


  Lys/mørke, sort/hvid kontrasten er af fundamental symbolsk betydning
• Udstråling fra objektet selv


  Middelalderkunstnere mente, at guddommelige væsener ikke kunne være belyst, da det ville betyde, at der fandtes noget større udenfor dem selv, hvilket ville være kætteri. Derfor udstråler hellige personer "egetlys" og kaster næsten ingen skygge
• Formgivende lys (lineær stil)


  Jævnt dagslys, som i få glidende overgange modellerer figurer og genstande. Lysretningen er aflæselig. Skyggerne er ensidige, ofte konturlinie
• Malerisk stil (lyst-mørkt)


  Opdeles i sfumato (glidende og bløde overgange fra stærkt oplyste områder til næsten sort) og chiaroscuro (selektiv udvælgelse af, hvad der er vigtigt, hvor få mellemtoner gør, at formen splittes ad)
• Lysretningen


  Aflæselig. Skyggerne er ensidige, ofte konturlinie. Denne brug af lyset har en slags "dagslysagtig" virkning, hvor alt belyses ligeligt og ses lige tydeligt – giver overblik
• Underkategorier af malerisk stil


  • sfumato
  • clairobscur
• sfumato/belysningslys


  Glidende og bløde overgange, bevæger sig fra stærkt oplyste områder til næsten sort i udelelige nuancer ("sfumato" = røgslørede). Alle konturer opsuges i lysforskelle, og resultatet er, at detaljer, såsom øjenkroge og mundvige bliver lidt mystiske
• Clairobscur


  Billedets udefra kommende lyskilde fungerer næsten som en skarp projektør i et mørkt og udefinerligt rum. Der foretages således en selektiv (manipulerende) udvælgelse, for kunstneren bestemmer suverænt, hvad der er vigtigt - han eller hun dirigerer så at sige beskuerens blik. Der er altså få mellemtoner, og formen splittes ad, så det er svært at se, hvor form hører op, og omgivelser begynder
• Reflekslys


  Kendt eller ukendt lyskilde sender lys, der kastes tilbage fra en genstands overflade. Lyset synes næsten at komme fra genstanden selv
• Lyset spiller i genstandenes yderste lag og selve lysets spil synes at være mindst ligeså vigtigt, som objektet, det rammer. Lyset bryder farverne op i komplementære farveblandinger, så lys og farve forenes i et lysflimmer, hvorimod formerne splittes op. Stor stoflighed kendetegner denne malemåde, der ses i ren form i impressionistisk kunst, som i dette eksempel, hvor lysets spil i menneskemylderet synes mindst lige så vigtigt som menneskene
• Spektralfarverne

  • Rød
  • Gul
  • Blå
• Primærfarver


  Rød, gul, og blå adskiller sig fra de andre ved ikke selv at være blandet af andre farver. De danner derimod grundlaget for blanding af de øvrige spektralfarver
• Sekundærfarver


  Blandingsfarver fremkommet ved at blande primærfarverne parvist
• Disse sekundærfarver kan yderligere blandes til flere nuancer, der i farveteori benævnes tertiære farver, men som vi ikke skal beskæftige os yderligere med her
• Komplementær-kontrasterne (primær->sekundærfarverne) er placeret direkte overfor hinanden i farvecirklen
• Spektralfarver


  De klareste og reneste og mest mættede farver, øjet kan opfatte. De virker direkte og aktivt på beskueren, fordi de er så entydige i deres farvemæssige udtryk
• Hvid og sort


  Ikke egentlige farver (a-kromatisk). De indeholder nemlig ingen antydning af kulør og er altså farvemæssige neutraler